Information om USA

/Information om USA

Information om USA

Information om USA

Hvad enten du allerede har tabt dit hjerte til USA eller er blandt dem, der elsker at hade, eller hader at elske landet, så er det uomtvisteligt, at USA har ufattelig meget at tilbyde sine besøgende. Du kan læse mere om Rejser til USA på Ticket2Travel.dk

I USA er alt fra kosmopolitiske storbyer til historiske mindesmærker; fra fantasifulde forlystelsesparker til uspolerede naturscenerier og lange kyststrækninger med barske klipper eller indbydende strande.

Man føler sig velkommen i USA

Amerikanerne er venlige, imødekommende og viser en charmerende interesse for USAs gæster og forhøre sig ofte indgående om, hvor man kommer fra. Mange nedstammer fra europæiske indvandrere og er meget beviste om, hvor deres olde- eller bedsteforældre kom fra. I USA mødes du stort set altid med et smilende ”how are you”. Det er ikke et spørgsmål, du skal besvare med en længere udredning om dit velbefindende – det er blot den amerikanske måde at sige god dag på.

Shopping er en stilart, der i USA beherskes til fuldkommenhed og de store malls, outlets og mange specialbutikker lokker enhver med et nogenlunde veludviklet shopping-gen. Turistfaciliteterne i USA er i top og underholdningsmulighederne er uden ende.

USA er et meget stort land, og det er umuligt at nå det hele på én ferie. Man må vælge en by, en stat eller to og så ellers bare komme igen, igen og igen.

USAs storbyer

USA´s hovedstad Washington DC

Her er brede boulevarder og en rigdom af imponerende bygningsværker og mindesmærker. På National Mall mellem den statelige regeringsbygning Capitol, hvis smukke, hvide kuppel ses viden om, og Lincoln Memorial ligger en lang række seværdigheder som Vietnam Memorial, det relativ nyindviede WWll memorial, til minde om alle der deltog i 2. Verdenskrig, den 170 m høje marmorobelisk, Washington Monument og ikke at forglemme, Det Hvide Hus – bolig for USAs præsident. I Washington er der et enestående udvalg af museer i absolut verdensklasse. De hører ind under Smithsonian Institution og dækker bl.a. kunst, kultur, historie, naturhistorie og rumfart. Normalt er der gratis adgang til alle museer under Smithsonian. Bydelene Georgetown og Adams Morgan er med deres store udbud af caféer og restauranter perfekte til ”aftenbrug”.

Boston – Europæisk stil i USA

Boston er USA’s mest europæisk inspirerede by og med en lang række uddannelsessteder i verdensklasse anses den også for landets mest akademiske by. Den har en lang glorværdig historie, fine gamle bygninger, et sofistikeret kulturliv og en skøn beliggenhed. En af dens mest interessante forstæder er Cambrigde, hvor både Harvard University og det tekniske universitet, MIT, hører hjemme.

Miami – Strande med latinsk atmosfære

Miami, der ligger i det sydlige, solbeskinnede Florida, er en livlig by med en mærkbar latinamerikansk atmosfære. Turisterne bor på Maimi Beach og strandene der ligger på rækken af øer op langs østkysten ud mod Atlanterhavet. Det mest hippe sted er South Beach, hvor mange af bygningerne er opført i den elegante art deco-stil og malet i flotte pastelfarver. Her promenerer man på Ocean Drive eller på stranden for både at se og blive set. South Beach er fyldt med action både dag og især nat, hvor barer og natklubber slår dørene op for det partyhungrende publikum. Den farvestrålende bydel, Little Havana, med den store cubanske befolkning er et spændende udflugtsmål, og det samme er Coconut Grove og Coral Gables.

San Francisco – frisind i USA

San Francisco har en lang tradition som en liberal, frisindet by med plads til individualister om de var fra flower power-generationen, eller tilhører byens store homoseksuelle befolkningsgruppe. Alle har sat deres præg på den charmerende by og dens forstæder som især Castro and Haight-Ashbury. San Francisco er velsignet med en eventyrlig beliggenhed med Stillehavet til den ene side og San Francisco Bay til den anden. Fra byens mange bakker er der en betagende udsigt blandet til dens vartegn, broen Golden Gate Bridge. San Francisco er nem at komme rundt I enten til fods eller med de kendte cabelcars, der kører fra byens centrum ved Union Square forbi bl.a. Chinatown ned til den livlige havnefront, Fisherman’s Wharf.

Los Angeles

Et besøg i Los Angeles er en overvældende oplevelse. Byen er spredt ud over et kæmpe stort areal og det svirre med navne som Hollywood, Beverly Hills, Rodeo Drive, Sunset Boulevard, Santa Monica, Venice Beach og mange, mange flere som vi har hørt om på film og i TV. Her er seværdigheder i topklasse og en rejse til Los Angeles er ikke komplet uden et besøg i Universal Studios og Disneyland.

USAs geografi

Det kontinentale USA (betegnelsen benyttes om USA eksklusiv Hawaii og Alaska) grænser mod nord til Canada og mod syd til Mexico. Der er 3 store bjergkæder: de næsten 2.500 km lange Appalacherne, der strækker sig fra den canadiske provins New Foundland i nord til den amerikanske sydstat, Alabama; de mægtige Rocky Mountains mod vest og Sierra Nevada langs grænsen mellem Nevada og Californien.

Atlanterhavskysten er tættest befolket og her ligger også de ældste amerikanske byer som Boston, New York, Washington og Philadelphia. I det nordøstligste hjørne ligger de 6 New England-stater og derefter de store vidder og søerne Great Lakes (Lake Superior, Lake Michigan, Lake Huron, Lake Erie og Lake Ontario). De forbindes til Atlanterhavet af et netværk af floder og mindre søer.

Den central del af USA med dets uendelige majs-og hvedemarker betegnes som det amerikanske kornkammer og de store prærier kendes som wild west / cowboy-land.

Det sydvestlige USA er domineret af ørken, dårlige muligheder for dyrkning af jorden og et hårdt klima, og er derfor tyndt befolket. På den anden side af Sierra Nevada-bjergene kommer man til det Amerika, der er kendt for sine stedsegrønne kæmpetræer, sequoia og redwood, som anses for at være den ældste endnu levende ting på jorden. I de østlige staters skove vokser ahorn, eg og elm, der skaber de dramatiske flammende farver om efteråret.

USAs historie

De tidligste folk i Amerika var mongolske nomader, hvis tilstedeværelse kan dateres nogenlunde nøjagtigt tilbage til år 12.000 før vor tidsregning. Christopher Columbus kom til Nordamerika i 1492 og den første store bølge af europæiske indvandrere krydsede Atlanterhavet I det 17. århundrede. De kom primært fra England, Frankrig og Holland og koloniserede østkysten af Amerika.

Den fransk-indianske krig

Britiske forsøg på at stadfæste engelsk magt i de 13 nordamerikanske kolonier førte til den Fransk-Indianske krig i 1757-63. Englænderne sejrede, men det kostede mange penge og landet stod tilbage med en stor gæld. For at få penge til at tilbagebetale den indførte man en lang række skatter. Dette sammen med politiske restriktioner ledte til Den Amerikanske Frihedskrig i 1775 og underskrivelsen af Uafhængighedserklæringen i 1776. Den britiske general Cornwallis overgav sig 5 år senere i Yorktown til den amerikanske øverstbefalende, George Washington, der blev USA’s første præsident.

USA´s statsdannelse tager form

I 1803 forlod franskmændene Louisianna og store landområder nord for denne stat. Spanierne opgav Florida og efter slaget ved Alamo i 1835 blev først Texas og senere Californien uafhængig af Mexico. I 1853 så USA ud som i dag med undtagelse af Alaska og Hawaii, som blev den 49. og 50. stat i 1959.

Immigrationen til USA i det 19. århundrede

Immigrationen i det 19.århundredeændrede dramatisk det kulturelle billede. Hvor indvandringen primært havde været engelsk og nordeuropæisk, kom nu mange folk fra det centrale Europa. Desuden tiltrak guldfeberen i Californien i 1849-50 en stor mængde kinesere.

Den amerikanske borgerkrig

Økonomien i Sydstaterne var afhængig af landbrug og ikke mindst af slaveri og forsøg på at forbyde det, blev mødt med stor modstand af plantageejerne. Valget af Abraham Lincoln til præsident i 1861 lagde grunden til en politisk krise, der mundede ud i Den Amerikanske Borgerkrig – den blodigste krig i amerikansk historie. I 1865 vandt nordstaterne, befriede slaverne og indførte stemmeret til alle voksne mænd.

Du kan også læse om USA på USAs officielle turistbureauers hjemmesider.

By | marts 21st, 2017|Kommentarer lukket til Information om USA

About the Author: