Tjernobyl er blevet et populært turistmål

/Tjernobyl er blevet et populært turistmål

Tjernobyl er blevet et populært turistmål

Tjernobyl er blevet et populært turistmål

30 år efter Tjernobyl-ulykken er en stor zone omkring kernekraftværket i Ukraine stadig afspærret på grund af radioaktivitet. Alligevel er Tjernobyl blevet et populært turistmål, som hvert år modtager tusindvis af besøgende.

Sovjet-by frosset i tiden

Man kan ikke besøge den radioaktive zone omkring Tjernobyl uden myndighedernes tilladelse. Der findes dog adskillige lokale firmaer, som sørger for de nødvendige godkendelser og guidede rundvisninger i zonen.

Radioaktiviteten er stadig mange gange over det normale i området, og besøgende advares mod at røre noget for ikke at få radioaktivt støv på sig. Det til trods tiltrækker Tjernobyl et stigende antal turister, som blandt andet ønsker at opleve den særlige stemning i den tomme by, Pripyat, nær kernekraftværket. En af de mest populære attraktioner her er den forfaldne forlystelsespark, som knap nåede at blive taget i brug før ulykken.

Pripyats 50.000 indbyggere blev evakueret i løbet af få dage i april 1986, og fordi myndighederne sagde at evakueringen var midlertidig, blev hjem og ejendele ofte efterladt uberørt. Byen er stadig ubeboet, men andre steder er mennesker vendt tilbage trods myndighedernes forbud.

Omkring 200 mennesker menes i dag igen at have slået sig ned inden i den afspærret zone.

Tjernobyl – en naturpark?

Det er ikke kun forfaldne lidt uhyggelige bygninger og muligheden for med egne øjne at se Tjernobyl-kernekraftværket, som tiltrækker tusindevis af besøgende. Siden ulykken og evakueringen af over 350.000 mennesker trives dyre- og plantelivet tilsyneladende i området.

Der lever for eksempel en flok vilde heste i området og man har set bjørne. Ligeledes har blandt andet bestandene af bævere, vildsvin, ræve og ulve oplevet fremgang siden evakueringen. Målt på tæthed lever der ifølge en ny undersøgelse flere ulve omkring Tjernobyl end i USA’s berømte nationalpark Yellowstone.

Selvom krigen i det østlige Ukraine har lagt en dæmper på turismen, arrangeres der stadig guidede ture til Tjernobyl. Op imod 10.000 besøgende forventes i år at rejse til stedet, hvor verdens værste atomulykke skete for 30 år siden. Der findes sågar muligheder for at overnatte inden i den radioaktive zone. For at beskytte dyrelivet mod krybskytteri, er der nu snak om at oprette et naturreservat.

By | april 27th, 2016|Kommentarer lukket til Tjernobyl er blevet et populært turistmål

About the Author: