Information om Sevilla

/Information om Sevilla

Information om Sevilla

Information om Sevilla

Langs Guadalquivir flodens frugtbare bredder ligger Sevilla, den mest spanske af alle Spaniens byer, når den skal vurderes med turistens øjne.

Man skal ikke have opholdt sig lang tid i Sevilla for at blive grebet af den atmosfære, som altid har været forbundet med de to berømte bysbørn, Carmen og Don Juan. Ikke for intet stod flamencoens vugge i Sevilla, hvor sigøjnerne blandede deres toner med lidt fra maurerne og lidt fra europæerne.

Sevilla – byfesternes by

Sevillanerne er mestre i at holde fest. De arrangerer verdens flotteste byfest, som i en hel uge tømmer Sevilla for alt andet liv. Påske-processionerne med deres blanding af religiøs højtidelighed og folkelig entusiasme savner sidestykke.

Sevillas monumenter

Sevilla er monumental. Foran Spaniens største katedral lægger man nakken tilbage for at se spiret på La Giralda, det berømte klokketårn, som tidligere var minaret i maurernes moské.

Men på samme tid præges Sevilla af en intim atmosfære, der er lige så karakteristisk. Den opleves i sin reneste form i den skyggefulde araberborg, Alcázar, og i det gamle jødekvarter Santa Cruz, hvor man nemt farer vild i gyderne mellem tillukkede stenmure. Af og til får man gennem en åben port øje på en rigt dekoreret gårdsplads omkring et køligt springvand. Facaderne er flotte – men de vender indad.

Du kan også læse mere om Sevilla hos Spaniens turistbureau.

By | marts 21st, 2017|Kommentarer lukket til Information om Sevilla

About the Author: