Information om Finland

/Information om Finland

Information om Finland

Information om Finland

Selv om det kan synes som et land, der har levet lidt i glemslen, nyder Finland nu en stigende popularitet som sommerrejsemål. Der er masser af plads og Finland er fyldt med historiske seværdigheder – både skandinaviske og russiske. Lapland i nord har sin egen unikke skønhed, mens der sydpå findes masser af søer, som indbyder til smukke udflugter.

Finlands geografi

Finland er beliggende mellem Sverige og Rusland og er Europas 7. største land. Størstedelen af landet er fladt, med kæmpestore skove og søer, undtaget i det arktiske område højst mod nord. Landskabet veksler mellem den vestlige, flade kyst ved Bottenhavet, og det tætbevoksede Kainuu-område, og de gradvise stigende højdedrag i Lapland. Landets største landskabelige skatte er dog vestkystens øhav, der består af over 20.000 øer. Det sydlige område er domineret af efter-istidens søer og ca. 10% af landet er dækket af vand.

Finlands natur

Finlands rige natur beror bl.a. på den lave befolkningstæthed. Plantelivet er rigt og frodigt med tætte skovområder i de lavt beliggende dale. De største skove består af fyr, gran og birk. Bjørnen bliver betragtet som kongen af de finske skove og er både respekteret og frygtet. Man kan også støde på elge, ræve, ulve, lemminger, bævere og pindsvin. Langt mod nord, i Lapland, kan man træffe det oprindelige, samiske folk, der stadig vogter sine renflokke. Fuglelivet blomstrer også i skovene, hvor man kan møde traner og forskellige rovfugle.

Helsinki – Finlands centrum

Beliggende på en halvø, er Helsinki Finlands kulturelle, finansielle og økonomiske centrum, men byen indeholder også flere grønne områder og kanaler, samt masser af udendørs cafeer og en travl markedsplads.

Selvom byen ikke har en særegen gammel arkitektur, findes der mange fine, gamle bygninger. Atmosfæren er afslappet og der er talrige livlige steder at besøge i nattelivet. Nævneværdige museer og gallerier er f. eks.: Ateneum, Finlands Nationalmuseum og Raitioliikenne-museet. Det er også værd at besøge den bizarre Rock Church, der er udhugget og bygget af massive sten. En kort færgetur væk ligger øen Suomenlinna med ruinerne af et fort samt Ehrensvärdmuseet.

Turku – Finlands ældste by

Turku (Åbo) er Finlands ældste by. På trods af, at byen gennem århundreder blev raseret af talrige brande og at den måtte afgive titlen som Finlands hovedstad til Helsinki i 1812, er det en behagelig og travl by. Det eneste bevarede middelalderkvarter er Luostarinmäki, som er kendetegnet ved dets gamle træhuse fyldt med forskellige håndværkere. Den ældste, vigtigste bygning er dog Turku Slot fra det 13. årh., som både indeholder et museum og paladsagtige værelser. Domkirken i Turku er en anden vigtig attraktion.

Verdensarv i Finland

Rauma er en bemærkelsesværdig velbevaret by i Finland med huse bygget i træ og hvor mange håndværkere, knipledamer og guldsmede arbejder i små værksteder. Der er adskillige huse, der er bygget om til museer, og der findes også en franciskansk kirke fra det 15. årh. Når du står på byens markedsplads, er det som at blive taget 300 år tilbage i tiden – når man lige ser bort fra fortovscafeerne. Ikke overraskende er byen på UNESCO’s verdensarvsliste.

Kristinestad er endnu en museumsby i Finland, der kan dateres tilbage til det 17. årh. Den byder på smalle gader og stræder, et søfartsmuseum og den specielle Ulrika Eleonora Kirke.

By | marts 21st, 2017|Kommentarer lukket til Information om Finland

About the Author: